Bred opbakning til skatteministerens tredje retssikkerhedspakke

Pressemeddelelse
7. december 2017

Retssikkerhed Folketinget har i dag vedtaget de lovforslag, der udmønter skatteminister Karsten Lauritzens tredje retssikkerhedspakke. Dermed kan borgere og virksomheder se frem til mere præcise og moderne skatteregler, ligesom årsopgørelsen blandt andet moderniseres.

Folketinget har nu vedtaget de lovforslag, der udmønter Retssikkerhedspakke III – Klar og præcis lovgivning, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterede i august.

Der er tale om en omfattende modernisering af central lovgivning på skatteområdet, som bl.a. vil medføre klarere rammer for skattebetalingen og klarere grænser for skattemyndighedernes kontrolarbejde.   

”Vi er i fuld gang med at bygge et nyt skattevæsen, og i den omstilling er det helt afgørende, at den centrale skattelovgivning er moderne og forståelig. Der skal være sammenhæng mellem reglerne og den virkelighed, som borgere og virksomheder lever i, og det tager vi endnu et skridt henimod nu”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Skattekontrolloven stammer helt tilbage fra 1946 og har gennem mere end 70 år løbende fået tilført flere og flere bestemmelser. Det har betydet, at loven er blevet meget omfattende, og der har samtidig været rejst kritik af, at en række bestemmelser i loven i dag er for åbne og brede.

Moderniseringen af skattereglerne indebærer derfor en række præciseringer af grænserne for skattemyndighedernes kontrol med borgere og virksomheder.

Derudover moderniseres årsopgørelsen, som danskerne modtager hvert forår fra skattevæsenet. Det indebærer fx, at selvangivelsen fra 2018 erstattes af et nyt oplysningsskema, som er mere tidssvarende, ligesom det bliver slået fast, at man som skatteborger ikke står juridisk til ansvar for indberetninger, man ikke selv har haft indflydelse på.

Fremover får skatteborgere desuden en ny indgang i TastSelv, hvor det bliver muligt at tilkendegive uenighed i skatteoplysninger, som man ikke selv har adgang til at ændre, fx oplysninger fra ens arbejdsgiver eller pengeinstitut.

Skatteministeren glæder sig over den brede opbakning til den tredje retssikkerhedspakke.

 ”Det glæder mig, at partierne står sammen om at styrke retssikkerheden for borgere og virksomheder. Stærk retssikkerhed er en hjørnesten i et skattevæsen, som danskerne kan have tillid til. Derfor er det godt nyt, at der er bred opbakning til moderniseringen af skattereglerne, hvor grænserne for kontrol og rammerne for sanktioner er både præcise og tidssvarende”, siger skatteministeren.

Den tredje retssikkerhedspakke er led i en større indsats for at styrke retssikkerheden på skatteområdet. Senere følger også en fjerde pakke, som skal modernisere den nuværende klagestruktur på skatteområdet.