Ny smileyordning på vej til hundekenneler og hundepensioner

Det skal være sværere at se stort på hundes velfærd i jagten på hurtig profit. Miljø- og fødevareministeren indfører smileyer for hundekenneler og -pensioner.

En ny smileyordning skal få flere hunde til at logre med halen og gøre det mere trygt at købe hund eller få sin hund passet på hundepension.

Det fremgår af et forslag til ændring af dyreværnsloven, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har fremsat, og som Folketinget i dag har vedtaget. Ændringen vil bane vejen for en kommende smileyordning. Det skal gøre, at forbrugerne nemt kan se, hvem de kan stole på, og hvem der ikke overholder reglerne.

”Jeg er sikker på, at forbrugerne vil vælge den hundekennel, som har en glad smiley og glade hunde, fremfor en lyssky hundehandler, der ikke tager sig ordentligt af sine hunde. Det skal ikke kunne betale sig at se stort på hundenes ve og vel.”, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, Karina Due bakker op om den nye smileyordning:

”Den nye smileyordning kommer både hunde og forbrugere til gode. Hundeejere og potentielt kommende hundeejere får klar besked om forholdene i kenneler og pensioner. Og når forbrugerne kan holde øje med virksomhedens smiley, vil det også komme hundene til gode. Det kan vi i Dansk Folkeparti kun bakke op om,” siger Karina Due.  

Ændringen vil betyde, at alle hundepensioner, internater og større kenneler får en smiley af Fødevarestyrelsen, som viser, hvor gode de er til at overholde reglerne. Små hundeopdræt, som typisk har god dyrevelfærd, bliver dog ikke omfattet af reglerne, da ordningen kun vil gælde for erhvervsmæssigt hundehold.

Mere kontrol
Der skal også som noget nyt være årlig kontrol fra Fødevarestyrelsen, så forbrugerne er sikret, at smileyen er relevant og aktuel. Som borger får man på den måde et godt grundlag for at vælge hundekennel eller pension.

”Vi skruer op for kontrollen, så der er ekstra god grund til at rette ind og følge reglerne. Hvad enten man er ude for at købe en lille hvalp, eller man afleverer sin hund i en pension, skal man kunne føle sig sikker på, at man handler med et sted, som behandler dyrene ordentligt,” siger Esben Lunde Larsen.

Smileyordningen minder om den fra fødevareområdet, hvor forbrugerne skal kunne se, hvor gode bl.a. restauranter og andre spisesteder er til at overholde reglerne.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9359 7082, e-mail: jolyk@mfvm.dk