Rynket rose er snart fortid på planteskolernes hylder

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ny lov, som styrker indsatsen mod invasive arter. Med loven bliver det blandt andet muligt at forbyde salg af invasive arter som rynket rose og gyldenris.

Mange kommuner, lodsejere og staten har i årevis haft store udfordringer med at bekæmpe invasive arter som f.eks. rynket rose, som de fleste danskere kender fra de danske kyster. Samtidig har rynket rose været til salg på planteskoler og byggemarkeder landet over.

Det er et bredt flertal af Folketingets partier enige om, skal være fortid. De har i dag vedtaget en ny lov, som udvider værktøjskassen over for de invasive arter, f.eks. gennem forbud mod handel, import mm.

Invasive arter er en af de største udfordringer for den biologiske mangfoldighed i Danmark.  Nogle invasive arter spreder sig voldsomt, da de kun har få eller ingen naturlige fjender. Så kan de bide sig fast i den danske natur og presse hjemmehørende danske arter væk fra deres levesteder.

– Jeg er glad for, at der er bred politisk enighed om at styrke indsatsen mod de invasive arter, som volder problemer i Danmark. Det er udtryk for sund fornuft, når planter, som vi bruger mange ressourcer på at bekæmpe, samtidig ikke kan købes på planteskoler og byggemarkeder, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. 

Invasive arter kan medføre store samfundsøkonomiske konsekvenser. De Økonomiske Råd oplyser i deres rapport fra 2014, at det koster samfundet fem mio. kroner om året at bekæmpe rynket rose, 28 mio. kroner at bekæmpe kæmpe bjørneklo og at en række invasive arter (herunder både dyr og planter) koster det danske samfund godt 900 mio. kroner om året. På EU plan bruges der 90 mia. kroner om året på at bekæmpe invasive arter.

-Vi ønsker at få udfaset rynket rose og andre invasive arter over tid. Jeg forstår godt, at mange danskere synes, at rynket rose er smuk, men det er nødvendigt at gøre en effektiv indsats overfor arten for at beskytte vores helt unikke kyststrækninger. Med forbuddet mod salg vil vi forhindre, at der f.eks. sættes yderligere planter ud, men det betyder selvfølgelig ikke, at det fremover bliver kriminelt, at der står rynket rose i en have. For de berørte planteskoler og producenter bliver der lavet en overgangsordning, så de får en rimelig tid til at omstille deres produktion og salg til andre arter, siger Esben Lunde Larsen.

Miljø- og fødevareministeren fremlagde en handlingsplan mod invasive arter i juni 2017, hvor et af forslagene var, at der skal ske en indsats mod de invasive arter, der handles i Danmark. Den nye handlingsplan er en samlet plan for håndtering af invasive arter i Danmark.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 22 13 08 34, mail: malek@mfvm.dk